Dramaet mellem Paula Larrains mand, Mads Holger, og danseren René Christensen, fortsætter. I hvert fald fik Mads Holger taletid i aftes i DRs "Aftenshowet".
Her fortalte han om, hvad der ifølge hans opfattelse nøjagtigt er foregået, da hele sagen om voldstrusler mod Paula Larrains dansepartner i Vild Med Dans, René Christensen, tog fart.
Og ikke mindst om, hvad der fik ham til at ringe til René Christensen 8. oktober, hvor han ifølge René Christensen skulle have truet med at "smadre hans knæskaller".
- Paula var ikke tilpas med at være med. Hun kom hjem og fortalte, at der var ting, som ikke var, som de skulle være, og jeg fik det indtryk, at han ikke havde opført sig, som han burde. Så blev jeg sur og ringede til ham. Og jeg indrømmer, at jeg talte med meget store bogstaver. Jeg var vred, fortalte Mads Holger i Aftenshowet. Men han nægtede samtidig, at have truet René Christensen
Ikke tale om jalousi
- Det er ikke rigtigt, at jeg truede ham. Det er rigtigt, jeg ringede, og måske jeg snakkede til ham på en måde, som han ikke er vant til, forklarede Mads Holger, der understregede, at der ikke var tale om jalousi fra hans side.
- Paula følte ikke, at hun havde fået en ordentlig behandling og ikke blev talt til pænt til. Og det hænger jo nok sammen med, at der var "nogen", der var meget skuffede over, at de røg ud af showet, og lastede Paula for det, fortalte Mads Holger.
Ifølge Mads Holger gav René Christensen udtryk for, at han ikke ønskede at se nogen af dem igen. Men at han var kontraktligt forpligtet til at danse med Paula ved finaleshowet.
- Jeg sagde, at så vil jeg foreslå dig, at du får dig en skade, hvis du ikke vil se nogen af os igen. Det var meget present, fordi Joachim Boldsen var røget ud et par dage forinden, fordi han havde fået skade, lød det Mads Holger, der dog forsikrede, at han aldrig har truet med at smadre René Christensens knæskaller.
Mads Holger fik i Aftenshowet også beskeden om, at der ikke forelå nogen politianmeldelse mod ham, som rygterne ellers ville vide i går.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra René Christensen, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.