'Goddag frue - skal jeg hjælpe Dem med Deres bæreposer?'
Sådan kan det lyde, når såkaldte "hjælpsomme" mennesker forsøger at charmere sig ind på især ældre mennesker. Men pas på. For de hjælpsomme sjæle vil i virkeligheden stjæle kolde kontanter.
Politiet i København advarer nu mod en helt ny type tricktyve.
"De charmerer sig ind på de forurettede og får på den måde adgang til enten deres lommer eller deres lejligheder," siger efterforskningsleder fra Station Bellahøj i København, Ove Randrup.
I øjeblikket huserer tricktyvene i Vanløse, og der er mange af dem, meddeler politiet.
Masser af anmeldelser
"Der kommer daglige anmeldelser i øjeblikket," siger Ove Randrup.
Derfor er politiet også massivt til stede på gaderne for tiden, men det har endnu ikke givet resultat.
Tidligere har tricktyve givet sig ud for at være hjemmehjælpere eller luret dankortkoder foran hæveautomater, men nu går de mere hårdhændet til værks.
Det bekymrer politiet, der meget gerne modtager henvendelser på telefon 114 om tricktyvene, hvis man oplever noget mistænkeligt.