»Kan du huske, da jeg ringede til dig hjemme i din gård, René? Er du helt angst nu?«

En smilende Paprika Steen skifter på et splitsekund til det der skræmmende blik, som hun også mestrer til perfektion i rollen som den stygge monsterlærer Ulla Harms i Vikaren .

Jeg husker det. Dengang, hun ringede. Det var ellers en dejlig solbeskinnet søndag i sommeren 2004, hvor jeg dagen før blot havde nævnt den populære danske skuespillerinde i en bisætning i en lille artikel, hvor jeg højlydt undrede mig over, hvorfor der ikke bare engang imellem dukkede et par helt nye ansigter op i dansk films bærende roller. Den klumme kostede tre kvarters verbal spanking af selveste Paprika Steen. Au!

»Du stillede dig på ryggen af de andre journalister. Det var bare dråben. Og jeg plejer altså ikke at ringe til folk på den måde,« siger hun her tre år efter hen over et cafébord ikke langt fra den fredelige Frederiksberg Have.

Jeg beklager endnu engang.

»Jeg blev faktisk ked af det. Jeg lavede højest en film om året, og det blev så gjort til, at jeg var med i alle danske film. Det blev sådan et saying, altså blandt journalister. Lige som man siger café latte , så sagde man Paprika Steen spiller med i alle danske film . Bare med negativ effekt,« lyder det med karikeret stemme, hvorefter den 42-årige premiereaktuelle hovedrolleindehaver bestiller en stempelkande kaffe og med et overbærende smil slår fast:

»Så snakker vi ikke mere om det.«

Hjernelæge og kommissærfrue

I tre år har man ikke set meget til hende herhjemme ud over, da hun i det tidlige forår 2004 debuterede som instruktør med dramaet Lad de små børn... . Sidst på sommeren er hun atter klar med Til døden os skiller , en komedie med Sidse Babett og Lars Brygman. I de sidste to år har hun valgt at vedligeholde sin skuespiller-karriere i Sverige. Blandt andet med en scifi/fantasy-tv-serie i 12 afsnit med titlen De ramte .

I vinters spillede hun endda hovedrollen i et svensk tv-drama i tre afsnit om en hjernelæge (hvor hun oven i købet talte svensk), og sidste sommer var hun på Gotland for at lave de to første afsnit af en tysk krimi-serie, hvor hun spiller kriminalkommissærens hustru. I Tyskland er Paprika Steen allerede så kendt fra både Festen og Adams Æbler , at hun i forvejen har en personlig dubber til at indtale den tyske eftersynkronisering.

Men hvorfor er hun så tilbage i moderlandet med sin anden store danske hovedrolle ( Okay var den første) i netop Ole Bornedals nye film, genremæssig betegnet som en eventyr-thriller?

»Jeg morede mig over manuskriptet. Jeg kan godt lide eventyr, og jeg synes, Vikaren er en sjov blanding af genrer og især en film, hvor der ikke er nogen lette genveje. Selvom det er en børne/familiefilm bliver der ikke nævnt Sony Playstation hvert andet minut, og alle de der referencer som alt for mange voldbruger i den slags film, fordi de gerne vil vise, at de er nede med de unge og sådan rigtig internettet-agtige ,« siger hun med en vis spydighed.

Kludetæppefilm – og børn

»Børn har jo alle mulige forskellige referencer,« fortsætter Paprika Steen.

»Det afspejler Vikaren . Den der patchwork-identitet, hvilket er et begreb, der blev lidt negativt omtalt i gamle dage, men som er en positiv ting nu, hvor børn normalt er virkelig omstillings-bæredygtige, og ofte har et univers, der famler rundt mellem 5/9-skilsmisserordninger, ufoer og helt reelle spisebords-problemer såsom mobning og det at være anderledes,« siger hun og tænker et øjeblik.

»Anderledes, det skal man jo faktisk helst være i dag. Den sejeste, der går på min søns skole, er ham med det lilla hår. Så nu vil min seks-årige søn også have lilla hår - og ørering. Det er jo en helt anden åbenhed, end da vi var børn,« pointerer hun og slår pludselig over i en ikke helt uskarp analyse af Vikaren , sat ind i en filmhistorisk kontekst.

»Film handler jo altid om at finde sin far eller mor. Oftest sin far. Det kan du lige gå hjem og tjekke, men ligesom i Star Wars og E.T. , du ved. Så i Vikaren kommer der pludselig en urmoder ned, der kan en hel del mere end normale modertyper,« griner hun.

Men ville det være helt forkert at betragte dig som én, der måske også betragter sig selv som en power-woman af en art?

»Ja.«

Hvorfor?

»Det er lige før, jeg skal tage medicin for at komme igennem livet af bare følsomhed. Omverdenen skræmmer i min dagligdag. Hvis jeg sidder inden for mine fire mure og læser avis, så føler jeg mig slet ikke stærk. Men som person i et rum er jeg stærk. Og der er en meget stor forskel,« siger hun, hvilket måske er en af årsagerne til, at ud over Paprika Steen og Søren Malling, så er der ingen andre fra Paprikas hold fra Odense Teater årgang 1992, der i dag ernærer sig som skuespillere.

De er alt fra terapeuter til ambassadesekretærer. En enkelt, Klaus Bondam, er sågar borgmester. Nu er Paprika Steen oven i købet instruktør. Noget, der egentlig kom meget naturligt. For som hun siger:

»Jeg kan ikke lade være med at sige det højt, hvis noget ikke er i orden. Hvis noget er falsk. Så må jeg blande mig.«