Dronning Elizabeth mødes onsdag med prins Charles, prins William og prins Harry for at lægge en plan for prins Harry og Meghans tilbagetrækning fra spotlyset.
Forud for det meget omtalte møde på slottet, har prins William og prins Harry udsendt en fælles udtalelse, hvori de benægter og lægger afstand til de hårdnakkede rygter om, at Harry har følt sig mobbet ud af kongehuset og at brødrenes dårlige forhold skulle være en af hovedårsagerne til prinseparrets beslutning.
– På trods af, at det er blevet blankt afvist, så har der kørt en historie i et britisk medie i dag, som spekulerer i forholdet mellem hertugen af Sussex og hertugen af Cambridge. For brødre, som interesserer sig så stærkt for emner om mentalt helbred, er brugen af giftigt sprog på denne måde sårende og potentielt farligt, lyder det i prinsernes fælles udtalelse.
Forud for mødet på dronningens private slot, er hendes mand prins Philip blevet set forlade slottet. Det ser således ikke ud til, at han skal deltage i krisemødet.
Med på telefon
Meghan befinder sig fortsat i Canada sammen med sønnen Archie. Hun fløj afsted mindre end et døgn efter, parret smed den store nyhed på Instagram.
Meghan ventes dog at deltage i mødet via et telefonopkald fra Canada. Det skriver britiske medier - herunder BBC, The Guardian og The Independent ifølge Ritzau.
Jonny Dymond, der er kongelig korrespondent hos BBC, mener, at der med mandagens møde "bliver skrevet kongelig historie".
Den britiske formiddagsavis ved navn i mener, at den kongelige familie står over for den største krise, siden kong Edward abdicerede i 1936.
Harry og Meghan har flere gange klaget over, at de føler sig jagede af den britiske presse. De meddelte deres beslutning om at træde et skridt tilbage i kongehuset via det sociale medie Instagram.
Mandagens møde foregår på godset Sandringham House i Norfolk i det østlige England omkring 200 kilometer fra London.