Med stemmerne 19.846 mod 1.036, så kunne sagen ikke være meget mere klar.
Pædagogerne i BUPL vil gerne have den nye overenskomst.
"Vores medlemmer har fra starten vidst, at der var meget lidt i puljen denne gang. Trods dårlige odds har vi alligevel formået at få lidt ekstra til pædagogerne," siger formand for BUPL, Henning Pedersen, i en pressemeddelelse.
Pædagogerne fik 19 millioner kroner ekstra i forhold til de andre grupper, og det ser BUPL som et signal om, at pædagogernes ligelønsproblem er blevet anerkendt.
"Beløbet i sig selv er ikke prangende. Derfor fortsætter vi kampen for pædagogernes løn frem mod næste overenskomstforhandling. Vores medlemmer fortjener ordentlig løn for deres vigtige arbejde," siger Henning Pedersen.
Pædagoger tjener fortsat markant mindre end andre i sammenlignelige fag. De får lønstigninger på 2,65 procent de kommende to år.
Kun 37 procent af pædagogerne har stemt om overenskomsten.