Fiskeretter, lam, rejer, sild og lyst øl til at skylle det hele ned.
Påskebordet bugner typisk med retter, og selv om danskerne de senere år er blevet bedre til at mindske madspild, ender meget stadig i skraldespanden.
For hver gang danskerne bruger 1.000 kr. på påskemad, ender mad for 140 kr. i skraldespanden. Eller hvad der samlet svarer til mad for 279 mio. kr.
Det er mere end i en normal uge i resten af året, hvor vi smider mad ud for gennemsnitligt 225 mio. kr. Det viser en beregning fra Landbrug & Fødevarer, der for første gang har analyseret danskernes indkøb i påskeugen, skriver foodculture.dk.
Grundlaget for analysen er tal fra GfK Consumerscan, der viser, at danskerne køber 24 pct. mere mad i påskeugen sammenlignet med en gennemsnitlig uge i løbet af året. Forudsat at danskerne smider den samme andel af mad ud i påskeugen som i andre uger på året, viser beregningerne, at vi smider mad ud for 279 mio. kr. i påsken.
"Vi ved fra undersøgelser, at danskerne har bragt madspildet kraftigt ned de senere år, men når det kommer til stykket, smider vi stadig alt for meget mad ud i påsken. Grundlæggende er vi nok bare ret traditionsbundne og vil gerne have, at bordet bugner af god mad. Og så bliver der også købt for meget ind og smidt for meget ud," siger forbrugerøkonom i Landbrug & Fødevarer, Marianne Gregersen, der står bag beregningerne.
Noget tyder ellers på, at danskerne er blevet mærkbart bedre til at mindske madspild - også i højtider. En forbrugerundersøgelse lavet af TNS Gallup for Landbrug & Fødevarer og Stop Spild af Mad i 2013 viste, at hver anden dansker mener at have mindsket sit madspild meget eller en smule siden 2012.