Det er en meget kritisabel udvikling, at psykisk sårbare unge i stigende grad bliver anbragt sammen med kriminelle.
Faktisk er der tale om en falliterklæring.
Sådan lyder det fra pårørendeforeningen Bedre Psykiatri.
Anbringelser af sårbare unge på sikrede institutioner ifølge tal fra Danske Regioner er mere end tredoblet fra 2010 til 2015. Det skriver Information.
Og de børn og unge skal hjælpes, understreger landsformand Birgit Elgaard.
- De skal behandles for deres psykiske sygdom. Det bliver de jo ikke, når de bliver spærret inde på sikre institutioner, hvor de sidder med hårde kriminelle, siger hun.
Stigningen i anbringelserne skyldes, at de andre offentlige tilbud ikke kan håndtere de unge, der typisk har voldsomt stofmisbrug, psykiske lidelser eller risiko for selvskade - men som ikke har begået noget ulovligt.
Derfor anbringes de på afdelinger med varetægtsfængslede og kriminelle med domme for grov vold eller seksuelle overgreb.
Men der må være andre og bedre muligheder end det, mener Birgit Elgaard.
- Der findes tilbud i nogle kommuner til dem.
- Og hvis man nu er en kommune, som ikke selv har oprettet et tilbud, der kan matche de her børn, handler det om at samarbejde med andre kommuner, som har de tilbud, siger hun.
Fra politisk hold anerkender formand for regionernes Psykiatri- og Socialudvalg, Charlotte Fischer (R), problemet.
- Det er en svær problemstilling, som jeg tænker, vi vil tage op og diskutere samlet i Danske Regioner, siger hun til Information.
/ritzau/