En overvægtig indsat på en dødsgang i USA har anmodet om at få sin henrettelse udsat på grund af fedme.
Ifølge manden, der sidder i et fængsel i Ohio, vil aflivning med en dødssprøjte medføre en "pinefuld og langvarig" død som følge af overvægt. Manden vejer over 220 kilo.
Den 53-årige Ronald Post er dømt for at dræbe en ansat på et hotel i forbindelse med et væbnet røveri. Han har tilbragt 28 år på dødsgangen. Han skal henrettes den 16. januar, oplyser en ansat ved statsfængslet i Ohio.
Dødsdømte er ifølge lovgivningen i delstaten garanteret en hurtig og smertefri henrettelse.
- I betragtning af hans meget specielle fysiske tilstand er der en betydelig risiko for, at ethvert forsøg på at henrette ham vil medføre voldsomme smerter, hedder det i den skriftlige begæring fra den indsattes advokat, Joseph Wilhelm.
Ifølge advokaten har narkoselæger fastslået, at henrettelsesprocessen i Ohio "simpelthen ikke vil virke for Ronald Post. Hvis den dræber ham, vil tage op til 16 timer", lyder det.
Ohio tilbyder - i modsætning til andre delstater - ikke alternativer til at blive henrettet ved indsprøjtninger.
Post har forsøgt at træne sig ned i vægt, men problemer med leddene har begrænset hans træningsindsats. Hans advokat fremhæver i retspapirerne, at en cykel som Post brugte som træningsinstrument kollapsede under hans vægt.
En anmodning fra Post om at få fjernet sine mange overflødige kilo gennem et kirurgisk indgreb er blevet afvist.
/ritzau/AFP