En 46-årig mand fra Holbæk meldte onsdag sin bil stjålet, men politiet mistænker ham for at være fuld af løgn. Politiet tror, at han i virkeligheden forsøgte at dække over at være stukket af fra et færdselsuheld.
Midt- og Vestsjællands Politi fortæller torsdagen i sin døgnrapport om sagen, som tog sin begyndelse på Omfartsvejen i Holbæk onsdag morgen.
Her stødte to biler sammen i forbindelse med en overhaling. I den ene bil sad en 36-årig kvinde. Hun blev overhalet af en bil, som trak ind foran hende og ramte hendes bil.
Kvinden slap uskadt fra sammenstødet, men hendes bil fik en bule fortil. Den anden bil forsvandt fra stedet, men kort efter kom en politipatrulje forbi ulykkesstedet og blev prajet af kvinden.
Politiets undersøgelse af sagen viste, at flugtbilen havde været en tur i vaskehal i Holbæk. I vaskehallen er der videoovervågning.
Ud fra bilens nummerplade fandt politiet frem til ejeren, men inden man nåede at kontakte ham, så ringede den 46-årige mand fra Holbæk selv til ordensmagten og meldte sin bil stjålet.
På baggrund af overvågningsbilleder fra vaskehallen og vidneforklaringer mener politiet, at bilen ikke har været stjålet. Tværtimod sad den 46-årige ved rattet, da bilen påkørte den anden bil på Omfartsvejen.
Den 46-årige er derfor blevet sigtet for falsk forklaring og for at stikke af fra et færdselsuheld. Han nægter sig skyldig.
/ritzau/