Louis Oosthuizen. 27-årig sydafrikaner og ny vinder af British Open i golf.
Sydafrikaneren kørte sikkert søndag fjerde runde hjem og tog dermed British Open-trofæet med sig.
Oosthuizen spillede fjerde og sidste runde i 71 slag, hvilket er et under par. Det blev hans dårligste runde på de fire dage på St. Andrews-banen i Skotland.
Han sluttede som vinder med samlet 16 slag under par, mens Lee Westwood blev to'er med ni under par.
Så sejren til den forholdsvis ukendte sydafrikaner var ganske sikker, men også overraskende da sydafrikaneren kun har vundet en tidligere sejr på Europa Touren, nemlig Andalusia Open.
"Det er ikke til at tro, det går sikkert først op for mig i morgen eller i næste uge," sagde en jublende glad Louis Oosthuizen til BBC Sport efter sejren.
Det danske islæt, Søren Kjeldsen, sluttede turneringen af i et slag under par, hvilket rakte til en 37. plads.