»Overophedning« messes der fra snart sagt alle kanter. Politikere, arbejdsgivernes topfolk, ja selv fagbevægelsens bosser erkender, at temperaturen er oppe i det røde felt.
Overophedning betegner situationer, hvor beskæftigelsesgraden er så høj, at en forøget efterspørgsel påindenlandsk arbejdskraft – det være sig til produktion af varer eller offentlige og private serviceydelser – ikke kan imødekommes af den eksisterende arbejdsstyrke. Resultatet bliver inflation, fordi udbuds- og efterspørgselsmekanismen vil søge et balancepunkt med højere priser. Og inflation vil føre til ringere konkurrenceevne i forhold til udlandet, hvilket igen vil føre til fald i beskæftigelsen, til ringere betalingsbalance og til tab af velstand.
Én stor overophedning
Sidst overophedning truede dansk økonomi var i 1990’erne. Modsvaret var dengang finanspolitiske stramninger, blandt andet den såkaldte Pinsepakke.
1960’ernes højkonjunktur var én stor overophedning. Men skiftende regeringer magtede ikke at gøre noget ved det. Forsømmelserne lagde grunden for 70’ernes økonomiske uføre. Problemet var, at 60’ernes enorme vækstrater gav et konstant forventningspres på lønninger og offentlige ydelser, som det politiske system imødekom. Resultatet var inflation og betalingsbalanceunderskud. Eventuelle bekymringer blev dulmet af den øgede velstand og fortrængningen af, at voksende dele af fremgangen skete for lånte, udenlandske penge.
Kun en enkelt gang formåede man at gøre noget fundamentalt ved problemet. I 1963 gennemførte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag den såkaldte Helhedsløsning . Med en lov greb regeringen ind i overenskomsterne, den indførte såkaldt indkomstpolitik – en fastfrysning af løn og avancer – og den indførte en tvungen opsparing til at opsuge købekraft.
Den politiske effekt af Helhedsløsningen var kortvarig ballade på arbejdsmarkedet – for der var jo tale om et indgreb i arbejdsmarkedets hævdvundne ret til at styre sig selv. Og almindelig surhed over den tvungne opsparing. Trods en marginal stigning i den i forvejen meget lave arbejdsløshed blev den økonomiske effekt derimod positiv: Betalingsbalanceoverskud (det sidste indtil 1990!), vækst og reallønsfremgang.
Trods de gode resultater lykkedes det aldrig at gentage succesen. De politiske omkostninger var for store. Forventningerne gik i retning af betydelige stigninger i pengelønnen samt flere og bedre offentlige ydelser.
Svært og umuligt
Nu står vi måske i en lignende situation. Forventningspresset på den offentlige service er højere end længe. Direktørerne har angiveligt givet sig selv kæmpe lønforhøjelser og skruet forventningerne til lønstigninger i lønmodtagerkredse betragteligt op.
Med skattestoppet har regeringen spillet sig et centralt værktøj af hænde. Der er med andre ord kun to steder, hvor der kan skrues ned for blusset: 1 – At lønmodtagerne kun får så beskedne lønstigninger, at de modsvares af produktionsfremgangen. 2 – At der skæres ned i det offentlige serviceniveau.
Det første er politisk set svært. Det sidste er vel nærmest umuligt set i lyset af efterårets velfærdsdemonstrationer og de kun to år til næste folketingsvalg.