Fem personer savnes i det nordlige Californien, efter at en massiv skovbrand har efterladt flere byer i ruiner de seneste dage.
Det oplyser lokale myndigheder.
Branden, der har fået navnet "Dixie Fire", er den største igangværende skovbrand i USA og den tredjestørste i Californiens historie.
Den har siden midten af juli brændt sig igennem et område større end Lolland-Falster, og bare 21 procent af branden er i øjeblikket under kontrol.
Det oplyser Californiens brandvæsen, CalFire.
Skovbranden forventes at vokse sig endnu større, men embedsfolk siger lørdag, at køligt og roligere vejr i øjeblikket giver de mere end 5000 brandfolk, der kæmper mod flammerne, en tiltrængt pause.
De forbedrede forhold ventes at fortsætte søndag.
- Vi regner med, at branden i weekenden udvikler sig på samme måde som i går (fredag, red.), hvilket var ret moderat, siger Jake Cagle, der leder en lokal brandafdeling, på et pressemøde lørdag.
Skovbranden Dixie brændte sig torsdag og fredag gennem byerne Greenville og Canyondam. Begge byer står nu afsvedne og ødelagte tilbage.
Politiet i amtet Plumas County siger lørdag, at fem personer savnes i Greenville, og at man i øjeblikket er i gang med at lokalisere dem.
Tidligere forlød det, at først otte og siden ti personer var savnet, men fem af dem er nu blevet fundet.
Myndighederne har på det seneste opfordret tusindvis af lokale borgere til at forlade området, men er til tider blevet mødt af bevæbnede beboere, der nægter at forlade deres hjem.
Det skriver avisen Los Angeles Times lørdag.
I sådanne tilfælde beder politiet de pågældende beboere om at oplyse navnene på deres pårørende, så de kan blive underrettet, hvis deres kære mister livet i flammerne.
Branden Dixie er blot den seneste i en række af voldsomme skovbrande, der har ramt Californien i de seneste år.
Delstaten har de seneste mange år kæmpet med tørke, som forskere mener skyldes klimaforandringer. Situationen har gjort landskabet ekstra sårbart over for skovbrande.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP