Et russisk brandslukningsfly er lørdag styrtet ned i Tyrkiet. Otte personer om bord er omkommet.
Det oplyser det russiske forsvarsministerium.
- Fem besætningsmedlemmer fra det russiske militær og tre tyrkiske borgere der kiggede efter brande er omkommet, siger ministeriet i en udtalelse.
Flyet var indsat for at hjælpe med slukningen af skovbrande i Tyrkiet.
Brandslukningsflyet er styrtet i nærheden af den sydlige tyrkiske by Adana. Byen ligger omkring 500 kilometer syd for Tyrkiets hovedstad Ankara.
Det tyrkiske forsvarsministerium oplyser, at flyet var sendt afsted til byen Kahramanmaras. Ministeriet sendte efterfølgende et fly og en helikopter afsted til, hvor flyet styrtede.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er årsagen til flystyrtet endnu ukendt.
Ud over Rusland har blandt andet Spanien og Qatar sendt brandslukningsfly til Tyrkiet. Landet har kæmpet med næsten 300 skovbrande siden juli, skriver dpa.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan sagde fredag, at brandene stort set var under kontrol.
/ritzau/AFP