Weekendens valg i Hviderusland var hverken frit eller retfærdigt, vurderer Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
- Dette valg var ikke konkurrencepræget fra starten, siger Matteo Mecacci fra OSCE.
- Et frit valg hænger sammen med, at folk har frihed til at tale, organisere sig og at stille op, og vi så ikke noget af det i denne valgkamp, konstaterer han.
Søndagens valg endte med total opbakning til Hvideruslands kontroversielle præsident, Aleksander Lukasjenko.
Alle de nyvalgte parlamentsmedlemmer støtter ham.
Oppositionen kalder det en farce og besluttede at boykotte valget.
OSCE havde 330 observatører på plads under valget.
Organisationen konstaterer, at mange fremtrædende politikere, som kunne have spillet en rolle ved valget "fortsat er i fængsel eller er ikke valgbare på grund af deres straffeattester".
Mecacci konstaterer, at en del af dem blev fængslet under protester mod regimet i 2010.
/ritzau/Reuters