Oscarvindende instruktør vender hjem

Efter flytningen til Danmark føler instruktør Bille August endelig, at han er hjemme, hvor han hører til.
"Marie Krøyer" er Bille August første film, siden han er vendt hjem til Danmark.
"Marie Krøyer" er Bille August første film, siden han er vendt hjem til Danmark. Foto: Stine Bidstrup / POLFOTO

Efter 25 år i udlandet er Bille August vendt hjem til Danmark for at bo.

Den Oscar-vindende filminstruktør har ellers boet i London i 12 år, men da et af hans syv børn nærmede sig skolealderen, besluttede Bille August og konen Sara-Marie Maltha at vende hjem til Danmark.

- Det har været dejligt at komme hjem. Jeg har hele tiden på en eller anden måde haft hjemve, siger Bille August til Ritzau.

Hjemkomsten har instruktøren slået fast ved at instruere sin første danske film siden "Pelle Erobreren", som han indspillede i 1987 og vandt en Oscar for.

"Marie Krøyer" er Bille August første film, siden han er vendt hjem til Danmark, men Bille August regner med at lave flere danske film i fremtiden.

- I dag sprudler filmmiljøet herhjemme på en meget sund og god måde. Der er en større mangfoldighed, siger Bille August.

I en alder af 63 er det da heller ikke for tidligt at få lov at falde til ro i et land, selvom Bille August ingen planer har om at trække sig tilbage.

- Tidligere følte jeg, jeg var i transit. Jeg rejste meget rundt, og mit privatliv var turbulent, men nu føler jeg, er der er stabilitet i det, og det nyder jeg godt af, fortæller instruktøren.

Torsdag den 27. september har "Marie Krøyer" premiere i de danske biografer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.