En amatørvideooptagelse dokumenterer nu, at Københavns Politi også filmede uden for Brorsons Kirke, da en gruppe irakere blev anholdt natten til den 13. august.
Politiets begrundelse for ikke at offentliggøre resten af de egne optagelser fra aktionen har hidtil været, at kameraet blev ramt af en knippel og gik i stykker på vej ud af kirken.
Men nu viser private optagelser imidlertid en betjent i færd med at filme en aktivist, der er kravlet ind under bussen uden for kirken cirka klokken 03.20.
Det skriver Politiken.dk.
Politiet er blevet kritiseret for, at den video, der er blevet offentliggjort i pressen, ikke viser selve anholdelsen af de 17 irakere - og da de bliver kørt væk i bussen.
Endnu har hverken chefpolitiinspektør Per Larsen eller kommunikationschef Lars Borg har kommenteret de nye oplysninger, der sår alvorlig tvivl om politiets tidligere forklaring af forløbet.
Københavns Politidirektør Johan Reimann har tidligere sagt, at det aldrig var en del af operationsplanen, at der skulle filmes og dokumenteres uden for kirken eller i bussen.
Chefpolitiinspektør Per Larsen har derimod sagt, at politiet kun havde ét kamera med, og at det gik i stykker, da det blev ramt af en politistav.