Den amerikanske verdensstjerne, Oprah Winfrey, undskylder nu for at have nævnt Schweiz i forbindelse med en sag om racisme, hvor en ekspedient fornærmede hende.
Det var nemlig ikke hendes mening at landet skulle hænges ud for sagen.
- Jeg er ked af, at sagen blev blæst så meget op. Jeg undlod med vilje at nævne butikkens navn. Jeg burde også have undladt at sige, at det skete i Schweiz, siger mediedronningen til BBC.
I sidste uge fortalte Oprah Winfrey, hvordan hun var blevet udsat for racisme i Zurich, da hun havde bevæget sig ind i en butik, der solgte håndtasker.
Her havde en ekspedient ifølge stjernen nægtet at tage en bestemt håndtaske frem med begrundelsen, at Oprah Winfrey alligevel ikke havde råd den.
Den udtalelse var faldet den afroamerikanske mangemillionær for brystet.
Siden har en talsmand for den schweiziske turistbranche undskyldt til talkshowværten, og nu kommer der så en undskyldning retur til alpelandet.
Episoden kunne nemlig lige så nemt have fundet sted i et hvilket som helst andet land, lyder det fra Oprah Winfrey.
Den verdenskendte tv-vært og forfatter er ikke alene god for flere milliarder. Hun topper også Forbes Top 100 over mest magtfulde berømtheder. Men ekspedienten i Schweiz har tilsyneladende ikke genkendt hende.
Newspaq