En pæn rentestigning fra morgenstunden blev onsdag vendt til et lille fald i takt med, at investorerne generelt søgte mod statspapirer. I Sydeuropa dykkede renterne markant efter en rolig start.
Den tiårige toneangivende danske statsobligation, 3-21'eren, lukkede med en rente på 1,41 pct., et fald på 2 basispoint. I Spanien faldt den tilsvarende rente med 20 basispoint til 5,64 pct. og den italienske toneangivende rente dykkede med 11 basispoint til 4,92 pct. Det skete efter tirsdagens forlydender om, at Spanien måske vil søge hjælp, samt yderligere løfter fra landets premierminister om at mindske budgetunderskuddet.
- Spaniens udmelding om, at landet overvejer at søge hjælp, bliver positivt modtaget. Spanien vil dog undgå at blive dikteret af IMF, og vil have sin egen spareplan, siger rentestrateg hos UBS Gianluca Ziglio til Bloomberg News.
Onsdag var fra start præget af yderligere stimulus i Japan og en portugisisk obligationsudstedelse, der ikke bare var fuldtegnet, men også skete til en markant lavere rente end ved de seneste tilsvarende auktioner.
Fra USA skuffede det påbegyndte boligbyggeri i august, mens boligsalget overraskede til den positive side.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk