Efter den senere tids rentefald på det danske obligationsmarked korrigerede markedet onsdag en smule opad, hvilket ligeledes var det billede, der prægede flere af de øvrige "sikker havn"-lande, herunder det tyske marked. Omvendt faldt renterne lidt tilbage i Italien og Spanien, da markedet slikkede sårene efter nogle dage, hvor usikkerheden havde været i højsædet - ikke mindst på grund af situationen om Grækenland, hvor der nu er indkaldt til nyvalg.
Herhjemme lå renten på den toneangivende, 10-årige statsobligation, 3-21'eren, ved børslukketid i 1,37 pct., hvilket var 2 basispoint højere end tirsdag. Onsdag formiddag var renten på papiret imidlertid nede at vende i 1,32 pct., men kursstigningerne blevet udlignet i løbet af dagen i takt med, at der faldt ro over gemytterne - uden at der som sådan var kommet nyt frem og situationen i Grækenland, udover at der skal finde et nyvalg sted den 17. juni.
Frankrig solgte fredag i øvrigt statsobligationer for første gang, siden Francois Hollande overtog præsidentembedet. Og det gik tilsyneladende ganske godt, idet det maksimale beløb for auktionen blev afsat, hvilket skete til en lavere rente end ved den seneste tilsvarende auktion. Der blev i alt solgt for 8 mia. euro med løbetider på henholdsvis to, tre, fire og fem år. Det franske obligationsmarked reagerede umiddelbart positivt på resultatet. Den 10-årige franske rente faldt 2 basispoint til 2,87 pct.
Der var ligeledes faldende renter i de italienske og spanske statspapirer. Den tiårige italienske rente faldt 5 basispoint til 5,80 pct., og den tilsvarende spanske faldt 6 basispoint til 6,26 pct. efter en samlet stigning på 34 basispoint de foregående to dage. I løbet af formiddagen onsdag var renten oppe at runde 6,40 pct. Det sendte rentespændet til Tyskland over 5 pct.point for første gang siden midten af november sidste år.
FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk