Onsdagens aktier: Novo og Vestas spændte ben for C20 - NY

Onsdag var en rød dag på fondsbørsen i København i modsætning til resten af Europas børser, der viste stigninger, efter at Tyskland strøg eurozonen med hårene og meldte sig ind i klubben af lande, der deltager i den fælleseuropæiske redningsfond, ESM.

C20-indekset sluttede dagen med et fald på 1,1 pct., og Vestas viste sig igen i den røde ende af skalaen. Aktien blev - ganske som tilfældet var tirsdag - prügelknabe i C20, da vindmøllepapiret endte som suveræn bundprop med et fald på 8,9 pct. til 39,9 kr.

Børshuset Bernstein meldte onsdag morgen, at kursmålet for aktien sættes ned til bare 20 kr., og Bernstein anbefaler desuden sine kunder at sælge ud af aktien. Vestas-aktien har nu tabt samlet 17,7 pct. af sin værdi den seneste uge.

Novo Nordisk-aktien, der vejer tungt med omkring 40 pct. af den samlede vægt i C20-indekset, hjalp også til med at trække ned. Aktien faldt med 3,2 pct. til 896 kr. og landede dermed i det laveste niveau siden 26. juli i år.

Fokus er fortsat primært på den amerikanske centralbank, Fed, der holder rentemøde torsdag, hvor der ventes en annoncering af en ny runde kvantitative lempelser

I toppen af C20-indekset endte Danske Bank med en stigning på 2,4 pct. til 109,4 kr. sammen med Tryg-koncernen, der steg med 2 pct. til 382,7 kr. per aktie.

NKT steg med 1,8 pct. til 208,7, og smykkeproducenten Pandora kunne også runde dagen af med en pæn stigning på 1,3 pct. til 86,1 kr., blandt andet efter at Danske Markets hævede kursmålet for aktien til 120 kr. fra tidligere 105 kr..

GN Store Nord sluttede for tredje dag i træk højere med en stigning på 1,3 pct. til kurs 84,4, og GN-aktien er således steget med samlet 74,5 pct. i løbet af 2012.

Uden for den eksklusive C20-klub var det især Vinderup Bank, der kunne holde fyraften onsdag med en god smag i munden. Banken, der onsdag morgen meldte, at den ville fusionere med Salling Bank, steg med 21,5 pct. til 49,1 kr. I kategorien af mindre banker og sparekasser steg Sparekassen Lolland også med solide 17,7 pct. til kurs 12.

Rockwool steg med 4,6 pct. til kurs 575 op til kapitalmarkedsdagen torsdag, hvor nyheder om koncernens USA- og Tyrkiet-satsninger ventes at blive meldt ud.

Totalbanken, der startede dagen med at ligge i toppen, rundede dagen af med at falde tilbage til lige over åbningsniveauet i kurs 32,6.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.