Onsdagens aktier: Mærsk stod ud på rolig dag

Onsdag var uden afgørende makroøkonomiske nyheder, og på en rolig dag for investorerne endte det toneangivende C20-indeks i et pænt plus. Forrest i feltet lå aktierne i A.P. Møller - Mærsk, der nød godt af en omgang japansk stimulus og stigninger til de asiatiske rederirivaler. Uden for de tunge drenges selskab var der glæde i Brøndby, og Tower Group annoncerede sin afgang fra de noteredes selskab.

Samlet endte C20 med en stigning på 0,4 pct. til indeks 488,72 og klarede sig dermed en smule bedre end sine europæiske kolleger. Stigningen kom oven på en solid stigning i Asien, hvor en udvidelse af den japanske centralbanks stimulusprogram sendte risikolysten i vejret. Volumen var dog godt 15 pct. lavere onsdag i C20 i forhold til de seneste ti dages gennemsnit.

- Det var en dag, hvor markedet ikke rigtigt kunne finde en stabil retning. I Danmark trak A.P. Møller - Mærsk op, sagde chefaktierådgiver hos Nordea Lars Møgeltoft til Ritzau Finans.

Aktierne i A.P. Møller - Mærsk steg markant, med 2,5 pct. til kurs 42.000 for B-aktiens vedkommende. Det skete uden nogen selskabsspecifikke nyheder. Aktien fik dog medvind fra solide stigninger hos de asiatiske rederier oven på den japanske udvidelse af stimulusprogrammet. Ekspempelvis steg Evergreen Marine med 2,4 pct. og japanske Kawasaki Kisen med 11,8 pct.

Nordea steg med 1,0 pct. til kurs 57,60 efter Bank of America i en analyse af den svenske banksektor hævede sit kursmål til 8,6 euro fra tidligere 7,8 euro på aktien. Det svarer til 64,11 kr. per aktie.

I bunden lå Vestas, der fortsat led under historien fra tirsdag om, at der er problemer med flere større projekter samt nye rygter om problemer med forudbetalinger. Aktien faldt 1,1 pct. til kurs 39,50 på trods af, at Vestas onsdag benægtede, at der skulle være problemer med at kradse penge ind fra kunder på forhånd.

Aktien i Brøndby steg med 6,7 pct. til kurs 20,60, er er dermed steget 119,2 pct. på seks dage, da bestyrelsesformanden i amatørafdelingen, Per Bjerregaard, åbnede op for en sammenlægning af aktieklasserne. Det vil gøre det mere muligt for en gruppe investorer at skyde 150 mio. kr. i den trængte klub.

Endelig meldte Tower Group, der er i likvidation, sin afgang fra Fondsbørsen per 2. november. Der er stadig ikke varslet noget likvidationsprovenu. Det til trods, handledes aktien blot 12,5 pct. ned til 7 øre.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.