Olsen Banden & Den Russiske Juvel.
Tivolis Koncertsal.
Spiller til d. 5/4.
Så skal vi til det igen. Cocktailen af dansk folkekomedie og musical er sød og vammel, men åbenbart uundgåelig på teaterscenerne.
Jesper Winge Leisner, Bent Fabricius-Bjerre og Peter Langdal har kastet nu sig over Olsen Banden. Det skal være sjovt, lækkert, rørende og underholdende, men det bliver i stedet larmende, skingert og alt for meget.
Der er dømt ren gammeldansk filmnostalgi på scenen – og det hele ligner meget sig selv, bortset fra at det lige er en tand mere overfladisk og retro-chikt i Karin Trille Høys scenografi. Lidt angstprovokerende er det, at skulle forholde sig til, at et hold overgearede, funky dansere afbryder Egon, Benny og Kjelds samtaler over de grønne pilsnere.
Der er alligevel ikke sket så meget nyt siden sidst. Trioen drømmer stadig om det perfekte kup og et luksuriøst liv på Mallorca. Egon planlægger at få fingrene i en russisk juvel, men den russiske mafia kommer i vejen.
Folkehelten Egon Olsen gemmer sig i Kirsten Lehfeldts lille, men bossede skikkelse. Overstadige Benny med de gule strømper springer kækt rundt i Søren Østergaards garvede cirkuskomik, og entertaineren Amin Jensen fylder med sin fysiske pondus og sangstemme rollen ud som den forsigtige Kjeld.
Det er alt sammen gode kopier, der om ikke andet vækker genkendelsens glæde. Yvonne spillet af Lene Maria Christensen vimser rundt i en manisk rød Marimekko-kjole og stiller krav med sine karakteristiske husmorklagesange og ’meget har du budt mig -gestik.
Laus Høybye med slasket computer-hår og lad københavnerdialekt er god med sin skønne kærlighedsduet til den skønne Maria Lucia.
Balling og Bahs Olsen Banden-produktioner er ikke glemt, men det bliver musicalen nok hurtigt i sit forsøg på at være frisk. Manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen har valgt at tegne de velkendte Olsen Banden-silhuetter endnu skarpere op end i filmene med rappe replikker og hurtige sceneskift.
Det giver forestillingen en kølig, ironisk tone, der fjerner sig fra det varme og folkekære oplæg. Det bliver til en række forudsigelige revyparodier. Dronning Margrethe-parodi, Lehfeldts Tuborgreklame-parodi, og vi er bange for det onde-parodi.
Tom Jensen får lov til at køre den helt ud i det groteske, som den onde, russiske Ivan, der har lært at tale dansk på seks dage ud fra bogen ’De små synger’. Sammenstødet af pelset brutalitet og danske børnerim er morsomt.
Bare der havde været lidt flere af de skæve indslag som tv-transmissionen med mafiabossen Ulf Pilgaard, der holder den stakkels babuschka, Bodil Udsen, som gidsel med en kartoffel i munden. Til tider glemmer man helt den selvfede og kommercielle stemning i Tivoli.
Anmeldt af
Ghita Makowska Rasmussen | kultur@avisen.dk