Oliebjærgningen på det forliste Costa Concordia er gået i gang, efter at en færge med bor, rør pumper og andet udstyr ombord har lagt fra havn fra øen Giglios.
Specialisterne ombord på færgen kommer fra det hollandske firma Smit, der blev berømt, da dets folk i 2001 hævede den russiske ubåd Kursk fra 108 meters dybde. Ubåden vejede 9.000 tons.
Der er 2.400 tons olie, der skal pumpes fra Costa Concordia. Specialisterne er i øjeblikket i gang med at inspicere skibets skrog, hvilket de regner med vil tage en dag eller to. Holdet håber på at kunne starte selve udpumpningen før weekenden.
Det 40 mand store hold kæmper en kamp mod tiden for at undgå, at Concordia-forliset også bliver til en miljøkatastrofe.
Der er blevet koordineret, så dykkerne stadig kan fortsætte deres søgen efter savnede passagerer, mens olien bliver pumpet ud af Costa Concordia.
Kilder: New York Times, AP, Telegraph