Naser Khader var ikke god nok til at forklare Ny Alliances budskaber under valgkampen.
Sådan lyder kritikken fra partiets bagland, efter partiet kun opnåede fem mandater ved folketingsvalget. Formanden for Ny Alliance i Nordsjællands Storkreds, Lars Gotlieb Nielsen, så gerne, at Naser Khader træder et skridt tilbage. I stedet skulle Anders Samuelsen være talsmand og partiets ansigt udadtil. Det skriver Jyllands-Posten.
- Der skal ske noget, og jeg synes, at Anders Samuelsen skal på banen. Ellers bliver det meget svært at hive den i land næste gang, siger Lars Gotlieb Nielsen til avisen.
Søforklaringer
Storkredsformanden mener, at det er en fejl, at Gitte Seeberg og Anders Samuelsen ikke var mere fremme i valgkampen, i stedet for at det hele tiden var Naser Khader, der talte partiets sag på tv.
- Jeg mener ikke, at Naser Khader har formået at kommunikere klart nok. Når man kommunikerer i politik, skal man være meget klar i mælet, og det har han ikke været. I slutrunderne i fjernsynet kom han med lange forklaringer, når han blev presset. Jeg tror, at folk opfatter det som søforklaringer. Derfor er vores budskab røget i vasken, siger Lars Gottlieb Nielsen til Jyllands-Posten.
Naser Khader kom blandt andet på glatis, da han skulle forklare konsekvenserne af den ønskede skattereform, hvor Anders Samuelsen blandt andet måtte gå på tv for at forklare principperne i partiets forslag efterfølgende.
Også kredsformand i Nordjyllands Storkreds mener, at Naser Khaders skiftende meldinger om for eksempel en dronningerunde har forvirret befolkningen.