Hvis du gerne vil have gris på gaflen uden at få salmonella i maven, bør du måske lægge økologisk kød i indkøbskurven næste gang du handler.
Salmonellabakterien er nemlig gladere for de traditionelle svinebesætninger end for frilandsgrise og økologiske grisebasser. Det viser en ny undersøgelse fra Fødevareinstituttet.
Og resultatet kommer bag på forskerne, der endnu ikke kan forklare hvorfor økosvin er mere modstandsdygtige over for bakterien.
"Vi er lidt overraskede over, at forekomsten af salmonella er lavere i frilandsbesætninger og økologiske besætninger end i de konventionelle. Vi havde forventet, at det ville være omvendt," siger seniorforsker på DTU Anne Wingstrand til Videnskab.dk.
Øko- og frilandsbesætninger har nemlig adgang til udendørsarealer, og det skulle man tro gav bedre betingelser for salmonellabakterien.
"Indenfor kan man højtryksspule og tørre stalden ordentligt igennem, udenfor er det sværere at få stien tør, og det er en god betingelse for at holde smitten kørende," forklarer Anne Wingstrand til Videnskab.dk.
Forskerne vil nu finde ud af, hvad de overraskende resultater skyldes, og bruge den viden til at bekæmpe udbredelsen af den frygtede salmonellabakterie.
Kilde: Videnskab.dk.