Endnu en dansk ø har skiftet ejer.
Den private ø i Storstrømmen mellem Sjælland og Lolland-Falster, Masnedø Kalv, ud for kysten ved Vordingborg er nemlig blevet solgt.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Øen spreder sig over 2,3 hektar jord og kan kun tilgås via vandet.
Øen ramte oprindeligt boligmarkedet sidste år i september med et prisskilt på ti millioner kroner.
I foråret fik den en prisnedjustering på godt 1,7 millioner kroner, og i juni kunne ejendomsmægleren så atter pille øen af markedet med en underskrevet købskontrakt.
Det bekræfter liebhavermægleren Kristian Lützau, som havde det usædvanlige udbud til salg:
- Det er en speciel ting at sælge; hvem køber en ø i Danmark?
Men der har været stor interesse for Masnedø Kalv og en masse henvendelser fra folk med drømme og idéer for øen, som ikke alles ammen havde gang på jord. Men det endte med en køber, som både har drømmene og muligheden for at eksekvere dem, siger han til Boliga.dk.
Med i ejerskabet af øen følger en sommerbolig i form af en norsk bjælkehytte på 78 kvadratmeter, som ligger midt i naturlivet med havudsigt til alle sider og fastlandet - Sjælland - bare et par minutters sejllads væk.
Hvad den nye ejer har betalt for at overtage øen i Storstrømmen, melder historien endnu ikke noget om, men udbudsprisen lå på 8.295.000 kroner, da ø og sommerhus blev taget af markedet.
Du kan se Masnedø Kalv her.