En mand, der mandag eftermiddag blev fundet død i en lejlighed i Teglværksgade i Aarhus, er dræbt af skud. Det bekræfter efterforskningsleder ved Østjyllands Politi Claus Danø.
- Efter obduktionen af den afdøde kan vi nu bekræfte, at dødsårsagen er skud, siger Claus Danø til Ritzau.
Det bliver bakket op af flere vidner, der kunne høre lyden af skud i nærheden af lejligheden.
Det var en kammerat til den 57-årige mand, der fandt ham liggende i lejligheden, og politiet gik straks i gang med at efterforske sagen som et mistænkeligt dødsfald. Tirsdag kunne politiet bekræfte, at der var tale om et drab.
Politiet er nu i gang med at efterforske lejligheden efter mulige spor og søger stadig vidner, der kan bringe dem tættere på en opklaring.
/ritzau/