Der var mødt hundredvis af mennesker op, da en 20-årig kvinde, Kepari Lanieta, onsdag blev brændt ihjel i byen Mt Hagen på øen Papua Ny Guinea i det sydlige Stillehav.
Kvinden, der samtidig var mor til en otte måneder gammel pige, var mistænkt for at have dræbt en dreng med trolddomskunst. Det skriver det lokale medie The National.
Rapporter melder ifølge The National om, at pigen inden afbrændingen blev udsat for tortur med en varm jernstang. Dernæst blev hun bundet fast, nøgen, på toppen af en bunke brugte bildæk. Til sidst blev den unge mor overhældt med benzin og antændt.
Papua Ny Guineas premierminister Peter O'Neill har ikke været sen til at fordømme drabet, som han til The National kalder for "barbarisk og umenneskeligt".
- Jeg har fortalt politiministeren, at jeg vil se de ansvarlige for drabet bragt for en domstol, udtaler Peter O'Neill til The National.
Også den amerikanske ambassade på øen fordømmer det brutale drab. Her vil man fortsat samarbejde med øens regering og lokalbefolkningen i kampen mod kønsdiskrimination og metoder som afbrændingen.
Kilde: The National