Obama skærper handelsstriden med Kina

Den amerikanske præsident vil have WTO til at gribe ind over for statsstøttede kinesiske virksomheder.

Præsident Barack Obama bringer nu Verdenshandelsorganisationen WTO ind i en langvarig strid mellem USA og Kina om statsstøtte til kinesiske producenter af bildele.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Obama vil offentliggøre sin beslutning om at klage til WTO under et valgmøde mandag i Ohio.

Ohio er af de delstater, som har mistet tusindvis af fabriksjob, også inden for autoindustrien, som følge af mange virksomheders udflytning af produktion til Kina.

Obamas modkandidat ved valget i november, republikaneren Mitt Romney, kritiserer ofte præsidenten for at være for svag og eftergivende i forholdet til Kina, og Obama er dermed skyld i tabet af amerikanske arbejdspladser, hævder Romney.

Obama beskylder omvendt Romney for at have investeret i kinesiske virksomheder og outsourcet arbejdspladser til Kina i hans tid som chef for det private investeringsfirma Bain Capital.

Kina giver, ifølge USA, ulovlig støtte til eksportvirksomheder inden for bilindustrien. Støtten giver virksomhederne fordele i konkurrencen med de amerikanske virksomheder. Samtidig ansporer støtten til yderligere udflytning af arbejdspladser fra USA til Kina.

Præsidentens beslutning om at bringe striden til WTO forklares med den amerikanske regerings manglende succes med at få Kina til at reagere på de mange protester og indsigelser mod støtten.

Fra 2001 til 2010 blev antallet af arbejdspladser i den amerikanske bilindustri stort set halveret. Samtidig blev importen af bildele fra Kina syvdoblet.

I en anden sag mellem de to lande beskyldes Kina for at pålægge amerikansk producerede biler en urimelig afgift. Omkring 80 procent af den tre milliarder dollar store eksport af biler til Kina rammes af afgiften, ifølge den amerikanske regering.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.