Obama: Skæbnevalg for USA står for døren

Kæmpe beslutninger banker på døren, og det gør en enorm forskel, hvem der træffer dem, siger Obama i tale.

Amerikanerne står over for et krystalklart valg mellem to vidt forskellige retninger og fremtidsvisioner for USA, når de inden længe skal vælge mellem demokraten i Det Hvide Hus og den republikanske udfordrer Mitt Romney.

Sådan lyder budskabet fra Barack Obama, når han natten til fredag dansk tid går på talerstolen til Demokraternes partikonvent.

- Når alt er sagt og gjort - når du går ind for at stemme - så vil du møde det klareste valg i en generation, lyder det i et uddrag fra talemanuskriptet ifølge Washington Post.

- I de næste par år vil der blive truffet store beslutninger i Washington om job og økonomi, skatter og underskud, energi og uddannelse, krig og fred - beslutninger, som vil have en enorm betydning for vores liv og vores børns liv i flere årtier, tilføjer Obama.

Han skal tale til sine demokratiske partifæller i byen Charlotte i North Carolina, hvor partikongressen foregår - men budskabet er først og fremmest henvendt til tv-seerne og de uafklarede amerikanske vælgere, som stadig vakler mellem Obama og Romney.

Og det er et valg mellem "to fundamentalt forskellige visioner for fremtiden", lyder meldingen fra Obama til partikonventet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg vil ikke lade som om, at den vej, som jeg tilbyder, er hurtigt overstået eller nem, fastslår Obama ifølge de uddrag af talen, som er lækket til pressen.

- Det har jeg aldrig gjort. I valgte mig ikke for at fortælle jer, hvad I gerne ville høre. I valgte mig for at fortælle jer sandheden, lyder det fra præsidenten, som blev valgt til sit embede for snart fire år siden.

Obama vil angiveligt også bebude i talen, at han vil skabe én million nye job i industrien inden 2016.

Præsidentvalget i USA finder sted den 6. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.