Det skal gøre ondt, før det kan blive godt.
Det er en del af budskabet fra USA's præsident, Barack Obama, der ved afslutningen af Natos topmøde i Chicago forsøger at forberede amerikanerne og verden på, at der er risici og kommer dystre øjeblikke frem mod afslutningen af Isaf-operationen i 2014.
- Jeg tror ikke, vi nogensinde når et optimalt punkt, hvor vi kan sige, at alt er klaret. At nu er det perfekt og helt, som vi ville have det, så vi kan pakke udstyret sammen og drage hjemad.
- Det er en proces. Og sommetider er det en rodet proces. Nøjagtig som det var i Irak, siger Obama på det afsluttende pressemøde på Natotopmødet, der har bekræftet tidsplanen for Isafs overdragelse af sikkerhedsansvaret til afghanerne.
Tiden er ifølge den amerikanske præsident kommet til også at lægge pres på afghanerne.
- De afghanske sikkerhedsstyrker kommer aldrig til at være klar, hvis ikke de begynder at tage ansvar. Det temmelig markante fodaftryk, vi har sat kan også virke mod hensigten.
- Vi har været der i 10 år, og det betyder meget - uanset hvor meget godt, vi så måtte gøre der. Det trækker veksler - ikke bare på vores folk, men også på deres land, siger Obama.
De 28 Nato-landes topmøde blev fulgt af et møde i kredsen af de i alt 50 lande, der deltager i Isaf-styrken, suppleret af lederne af FN, EU og Verdensbanken samt syv nabo- og partnerlande, der alle på den ene eller anden måde bidrager til operationen.
De har sammen bekræftet tidsplanen for Isafs afvikling frem mod kampoperationens sidste dag 31. december 2014.
Men det fremgår også af topmødets sluterklæring, at Nato bliver i Afghanistan derefter, primært for at træne, rådgive og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker.
Den præcise mission omtales foreløbig som "post-Isaf". Arbejdet med at definere dens omfang og rammer går i gang med det samme.