Obama erkender: Jobtal ikke gode nok

Præsident er skuffet over, at amerikansk erhvervsliv ikke ansætter flere, nu da ledigheden kun er faldet lidt.

96.000 nyansættelser i august måned er ikke godt. Det siger USA's præsident, Barack Obama, i en kommentar til den seneste jobstatistik, der blev offentliggjort fredag.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Økonomer havde ventet 130.000 nye job, og antallet af nyansættelser er et godt stykke under forventningerne.

- Dette er ikke godt nok. Vi ved, det et ikke er godt nok. Det er nødvendigt at komme stærkere ud af krisen, end vi kom ind. Der er meget mere at gøre, siger Obama ved et vælgermøde i Portsmouth i staten New Hampshire.

Tallene kom kun en dag efter, at Obama ved Demokraternes partikonvent sagde, at amerikansk erhvervsliv har skabt tusinder af nye arbejdspladser i de seneste 30 måneder i træk, mens der forsvandt 800.000 om måneden, da han blev indsat for fire år siden.

Obamas modkandidat, republikaneren Mitt Romney, siger, at de nye ledighedstal viser, at Obama "ikke er den rigtige mand" til at bringe USA ud af den økonomiske krise.

Under vælgermødet i Portsmouth opfordrede Obama de amerikanske vælgere til at presse Republikanerne i Kongressen til at frigive hans plan for at skaffe flere job, som han siger vil skaffe en million flere amerikanere i arbejde.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.