Debatten om det amerikanske OL-basketball-hold tages nu op på højeste sted.
USA's præsident Barack Obama, der selv er inkarneret basketball-fan, har valgt side i en diskussion om, hvorvidt USA's nuværende hold ville være i stand til at slå det legendariske hold, der vandt OL i 1992 med Michael Jordan som den altoverskyggende stjerne.
1992-holdet fik tilnavnet The Dream Team, fordi 11 af spillerne senere kom i Hall of Fame.
- Jeg er nødt til at pege på det originale Dream Team, siger Obama ifølge nyhedsbureauet AFP til ESPN.
- Jeg tror, Michael Jordan og Charles Barkley (spillere på 1992-holdet, red.) vil pege på, at de aldrig var bagud på noget tidspunkt i nogen af deres kampe. Men det nuværende hold er også fantastisk, siger præsidenten.
Det er stjernen Kobe Bryant fra Los Angeles Lakers, som har vækket en offentlig debat om styrkeforholdet mellem det nuværende Dream Team og holdet fra starten af 1990'erne.
Bryant er sikker på, at nutidens OL-hold ville slå Jordans tropper, hvis de to hold stod over for hinanden i dag.
Men den udlægning giver legenden Jordan ikke meget for.
- Jeg grinte. At sammenligne de to hold er ikke en af de smarteste ting, han har gjort, siger Jordan.
Selvom Obama peger på det originale Dream Team som det stærkeste, tror han dog stadig på guldet ved legene i London.
- Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi ikke tager guldet med hjem. Vi skal bare være koncentrerede, fortæller Obama.
Præsidenten sad i øvrigt på tilskuerrækkerne, da amerikanerne mandag vandt en testkamp mod Brasilien med cifrene 80-69. Miami Heat-stjernen LeBron James stod for 30 af de amerikanske point.
/ritzau/