17 mennesker i den nordvestlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) er døde af ebola.
Det melder landets sundhedsmyndigheder, der beskriver det nye udbrud af smitten som "en national nødsituation med international påvirkning".
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Der er blevet registreret 21 tilfælde med feber, der indikerer ebolasmitte mens mindst 17 personer er afgået ved døden.
Det er det niende udbrud af ebola siden 1976, hvor den dødelige sygdom første gang blev identificeret i landet. Der blev det opdaget af et hold ledet af belgiere.
I Genève bekræfter Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at undersøgelser i DRC viste, at ebola var til stede i to ud af fem prøver, der var samlet fra patienter.
- WHO arbejder tæt sammen med regeringen i DRC for hurtigt at udvide sine operationer og mobilisere sundhedspartnere ved hjælp af modellen fra en vellykket reaktion på et lignende udbrud i 2017, lyder det i en erklæring.
Det fremgår her, at der er sat en million dollar til en nødfond. Derudover er der nedsat en koordineringsgruppe med flere end 50 eksperter, der skal arbejde sammen med regeringen og sundhedskontorer rundt om i landet.
Udbruddet er opstået i Bikoro ved bredden af Lake Tumba.
Ifølge WHO blev alle tilfældene opdaget ved en klinik i Ilkoko Iponge, der ligger omkring 30 kilometer fra Bikoro, hvor behandlingsmuligheder er begrænsede.
/ritzau/