Ritzau
Opdateret kl. 01:24
Ugandas forfatningsdomstol har torsdag godkendt en lovændring, der ophæver den nuværende aldersgrænse på 75 år for at kunne bestride landets præsidentpost.
Dermed kan den siddende præsident, 73-årige Yoweri Museveni, søge en sjette valgperiode.
- En fjernelse af aldersgrænsen kan tilskynde en siddende præsident til at blive i embedet. Men borgerne har fortsat magten til at vælge enten den samme eller en anden, siger dommer Elizabeth Musoke.
Hun er blandt de tre dommere, der stemte for lovændringen. En fjerde stemte imod, mens en femte fortsat mangler at afgive sin stemme.
Museveni har styret Uganda siden 1986, da hans guerillabevægelse Front for National Salvation (Fronasa) tog magten.
Han er en af Afrikas længst siddende ledere og den seneste i rækken til at forsøge at forlænge embedstiden. Noget lignende er sket i Burundi, Den Demokratiske Republik Congo og Sydsudan, hvilket har udløst yderligere ustabilitet i de tre lande.
Museveni har endnu ikke meddelt, hvorvidt han har i sinde at gå efter en sjette periode, når den nuværende udløber i 2021.
Museveni dannede Fronasa i begyndelsen af 1970'erne med det formål at styrte præsident Idi Amin. Det lykkedes i april 1979.
Men efter at Milton Obote i 1980 blev valgt til præsident, påbegyndte Musevenis guerillaoprørere en fem år lang borgerkrig. Den endte i 1986 med, at Museveni blev indsat som præsident.
Hans mangeårige regeringsperiode været præget af korruptionsskandaler, krænkelser af menneskerettigheder og lave sociale ydelser, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/Reuters