Nykøbing Falster holder snor i Esbjerg i semifinalejagt

En sejr ude over Randers HK giver tæt kamp om DM-semifinalepladsen mellem Team Esbjerg og Nykøbing Falster.
Kristina Kristiansen og Nykøbing Falster Håndboldklub vandt ude over Randers HK tirsdag i jagten på en plads i DM-semifinalerne.
Kristina Kristiansen og Nykøbing Falster Håndboldklub vandt ude over Randers HK tirsdag i jagten på en plads i DM-semifinalerne. Foto: Niels Husted/Scanpix

Håndboldmestrene fra Nykøbing Falster Håndboldklub holdt tirsdag liv i håbet om en DM-semifinaleplads i HTH Go Ligaen.

Nykøbing Falster vandt på udebane med 27-25 over Randers HK, og dermed nåede klubben op på fem point efter fire kampe i gruppe 1 i slutspillet.

Det er blot et enkelt point færre end Team Esbjerg med to runder tilbage i gruppen, hvor København Håndbold allerede er blevet klar til semifinalerne.

Holdene fulgtes nogenlunde ad i det første kvarter, men så lagde Nykøbing Falster afstand, og Sofie Amalie Olsen øgede til 12-8-føring med fem minutter igen af halvlegen.

Det blev også til 15-11-føring til gæsterne, men Randers fik reduceret. Pausestillingen lød derfor på 15-12 til Nykøbing Falster.

Cecilie Greve øgede til 18-14 for gæsterne syv minutter efter pausen. Men så kom der alligevel spænding i opgøret, da Randers kom på 19-20 efter 47 minutter.

Det tæt parløb fortsatte, og hjemmeholdet kom på 24-24, inden gæsterne endte med at vinde opgøret med to mål.

Gæsternes Johanna Westberg scorede 13 mål i opgøret.

Mandag vandt København 30-28 ude over Team Esbjerg. Dermed nåede københavnerne op på otte point, som er nok til en semifinaleplads.

Randers HK er efter nederlaget stadig noteret for nul point i gruppen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.