Tøjet skal ikke blot være stilsikkert, det skal også være skudsikkert.
Den colombianske designer Miguel Caballero bliver kaldt 'det skudsikre tøjs Armani,' og han viste sin nyeste kollektion frem ved et modeshow i Mexico City fredag.
Mexico er ramt af voldsom kriminalitet, og efterspørgslen på det skudsikre tøj er steget ifølge Caballero-firmaet selv. Hjemme i Colombia er der ligeledes en del bandekriminalitet, skyderier og kidnapninger, og enkelte politikere har allerede købt det moderigtige sikkerhedstøj.
Designertøjet skal være lettere og mere komfortabelt end almindelige skudsikre veste, men samtidig skal det kunne beskytte mod knivstik, strømpistoler, pistoler og sågar automatvåben.