Selvom flere og flere vælger DR1 og TV2s nyhedsudsendelser fra, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke eksisterer en interesse for omverdenen hos danskerne.
Det er et tegn på, at forskellige samfundsgrupperinger vil have deres nyheder på forskellige måder. Det er nemlig ikke alle, der interessere sig for politisk tunge nyheder, som er blevet tendensen i nyhedsudsendelserne.
- Det er ikke nyhedsinteressen, der er forsvundet. Den har bare flyttet sig til nogle andre nyhedsmedier. Før i tiden har det været en samlende nyhedsudsendelse, der opsummerede dagens vigtigste hændelser. Den funktion er mindre fremtrædende i dag, siger Stig Hjarvard, professor i medievidenskab ved Københavns Universitet.
Han mener, at der er en risiko for, at generelt yngre og personer med lavere uddannelse vil søge mod mere underholdende nyheder, mens mere veluddannet personer vil gå over på mere specialiserede medier med en mere udviklet nyhedsorientering. Dette kan måske skabe en vridning i samfundet, mener Hjarvald.
Men ifølge lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Gitte Sommer Harrits, så er det en tendens, der allerede er i fuld flor. For meget politik i nyhedsudsendelser skubber nemlig nogle folk væk.
- Det er ikke fordi, det ikke er aktive medborgere. De er bare optaget af alt muligt andet. Måske er de håndboldtræner i den lokale klub eller har en krævende familie. De interesserer sig i hvert fald bare ikke for politik, forklarer hun.
Gitte Sommer Harrits mener, at der allerede nu er nogle tendenser i måden der bliver set nyheder på, som tyder på, at der kunne komme A og B grupper i samfundet.
- Der er allerede nogle få, der har meldt sig ud og siger "Det er for uigennemtrængeligt". Det er simpelthen for svært at følge med i politik, siger hun.
DR1 og TV2's nyhedsudsendelser har til sammen mistet over 500.000 seere de sidste 10 år.
Newspaq