Får du også panderynker over, at dit barn under 13 år bruger Facebook, så er der nu hjælp at hente.
For selvom man skal være over 13 år for at bruge den sociale nettjeneste, så har mange yngre børn også en profil, og derfor har Red Barnet, Børns Vilkår, Center for Digital Pædagogik og Medierådet for Børn og Unge lavet en række anbefalinger til forældrene.
- Vi oplever, at forældrene er usikre på, hvordan de skal forholde sig til, at deres børn er på Facebook, siger Gry Hasselbalch, projektleder i Medierådet for Børn og Unge, i en pressemeddelelse.
- De ved ikke, hvor meget de skal blande sig, og om det er okay at sætte grænser - eller hvor grænserne i det hele taget går, siger hun.
I stedet for at arbejde imod de unges brug af sociale medier er det hensigtsmæssigt at engagere sig i de unges forbrug af tjenesterne så tidligt som muligt.
De nye retningslinjer peger blandt andet på, hvordan børnene laver en sikker kode, hvordan man rent sprogligt opfører sig på nettet, hvordan man sikrer sine private billeder, og hvordan man anmelder upassende kommentarer.
Og man skal i gang så kort tid som muligt efter, at barnet har oprettet sin profil.
- Når børnene bliver teenagere, har de allerede flere års online-erfaring bag sig med egne sociale regler for for eksempel hvilke billeder, man lægger ud på nettet, og hvordan man kommenterer eller opdaterer sin status.
- Så er det svært som voksen pludseligt at komme med sin løftede pegefinger og fortælle dem, hvordan de skal bære sig ad, siger Jonas Ravn, projektleder fra Center for Digital Pædagogik.
/ritzau/