Mindst syv mennesker blev dræbt under nye luftangreb og artilleribeskydninger mod oprørskontrollerede dele af den syriske storby Aleppo onsdag, oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Antallet af dræbte ventes at stige, da mange blev hårdt såret.
Nødhjælpsgruppen Læger uden Grænser meddeler samtidig, at der nu kun er 11 ambulancer tilbage i det østlige Aleppo. Mindst fem ambulancer er blevet ramt af bomber i den seneste måned.
De få tilbageværende hospitaler i det østlige Aleppo, der er fuldstændigt overbebyrdede med sårede, står nu over for andre opgaver med at hente sårede fra luftangrebene.
- Ikke blot er hospitaler blevet ramt mindst 23 gange, siden belejringen begyndte i juli. Ambulancerne, der skulle transportere sårede, bliver også ramt.
- I dag blev der igen ramt et hospital, som støttes af Læger uden grænser, siger Carlos Francisco, som er leder for organisationens hjælpemission i Syrien.
Mellem den 23. september og den 8. oktober, modtog hospitalerne i det østlige Aleppo mindst 1384 sårede, hvilket er 86 i gennemsnit om dagen.
Men at nå frem til de sårede og få dem på hospitalet bliver sværere og sværere. Fem ambulancer blev ramt af bomber i den seneste måned. Ambulanceførerne, som var førstehjælpsspecialister blev såret - to af dem alvorligt.
Luftangreb tirsdag kostede mindst 27 mennesker livet - deriblandt fire børn, siger Det Syriske Observatorium for Menneske for Menneskerettigheder.
/ritzau/Reuters