I årevis har destinationen været Norge, når dronning Margrethe holder vinterferie.
I sine yngre dage stod hun på langrendsski under ferien, men selv om den tid er forbi, holder dronningen fast i at drage mod Norge i sin vinterferie.
Selvom meget er blevet anderledes i den nu pensionerede dronnings liv på det sidste, er der ikke lavet om på vinterferien.
Sidst i februar drog Margrethe mod Norge, og lørdag dukkede hun op sammen med den norske kongefamilie til skisportsfestival i Holmenkollen.
Dronning Margrethe kan spottes bagerst i billedet med den røde hue på. Geir Olsen/AFP/Ritzau Scanpix
Det var ikke annonceret, at dronningen ville deltage sammen med det meste af den norske kongelige familie, men billeder viser hende sammen med blandt andre dronning Sonja, kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og deres to børn, Sverre Magnus og Ingrid Alexandra.
Kong Harald, som i øjeblikket er sygemeldt og i næste uge ventes at få en pacemaker, var naturligvis ikke til stede under skisportsfestivallen.