Af Leny Malacinski, lema@avisen.dk

Flere danskere med indvandrerbaggrund er trætte af at blive betragtet som et eksotisk fænomen af overvenlige danskere, som fokusere på kulturen i stedet for mennesket bag.

For nylig afviste Sadi Tekelioglu, redaktør på den tyrkiske gratisavis Haber, at samarbejde med et filmprojekt om film fra verden.

»Meningen var, at det skulle være meget etnisk. Vi skulle spise etnisk mad og se filmene, ikke fordi de var gode, men fordi de var fra Tyrkiet og andre lande. Men jeg vil da hellere tale om kunsten og indholdet. Hvad får jeg ud af at spise vinblade med ris i rundt om et bord?« spørger Sadi Tekelioglu.

Det er de små ting

Tendensen skyldes de danskere, som finder indvandrerdebatten for hård og derfor er ivrige efter at bevise, at de accepterer udenlandske kulturer.

Imran Rashid, som er læge og født i Danmark af pakistanske forældre, oplever også, at danskere opfører sig overdrevent venligt.

»Det er i de små ting. Somme tider siger folk: Hvor taler du godt dansk. De påpeger det, som om det er noget specielt. Men sproget er jo ikke det mest specielle ved mig,« siger Imran Rashid, der blandt andet underviser sundhedspersonale i at fokusere på patientens problemer i stedet for patientens etnicitet.

»Jeg plejer at svare, at de også taler godt dansk. De trænger virkelig til at lære, at der også er brune danskere,« siger Imran Rashid.

Den 31-årige skolelærer Gülcan Met Pedersen med tyrkisk baggrund er også blevet rost for sit flydende dansk, selv om hun kom til Danmark som et-årig.

»Nogle gange føles det lidt nedladende, som at blive tiltalt som et barn. Folk kan stirre sig blinde på kulturen i stedet for at se den person, der står foran dem,« siger Gülcan Met Pedersen.

Daddel-kulturen

Efter 20 år i Damark oplever redaktør Sadi Tekelioglu stadig, at venner stirrer sig blinde på hans etnicitet.

»Selv mennesker, jeg har kendt, siden jeg kom til Danmark, gør den slags velmenende, men åndssvage ting. Jeg har for eksempel aldrig spist dadler i Tyrkiet, men mine danske venner synes åbenbart, at jeg hører til daddel-kulturen og serverer dadler for mig.«

Han har dog aldrig selv fortalt dem, at han undres over det. Sadi Tekelioglu nævner desuden et projekt, han skulle skrive om til sin avis, hvor en gruppe indvandrerkvinder fik overrakt et miljødiplom.

»Altså, de havde lært at sortere skrald, købe miljørigtige køleskabe og så videre. Helt ærligt, det er da at latterliggøre dem. Så giv dem da et job i stedet for,« siger Sadi Tekelioglu.