USA's udenrigsministerium har evakueret det meste af sit diplomatiske personale fra Lahore i Pakistan.
Det sker som reaktion på en terrortrussel mod det amerikanske konsulat i byen, rapporterer CNN natten til fredag dansk tid.
- Vi har opfanget, hvad vi opfatter som en trussel, der er værd at tage dette skridt for, siger en højtstående amerikansk embedsmand til tv-stationen.
Diplomaterne er blevet flyttet til hovedstaden Islamabad, og i Lahore befinder der sig nu kun et lille antal ansatte, som er blevet tilbage for at tage sig af nødstilfælde.
Søndag valgte USA at lukke flere end 20 ambassader i Mellemøsten og Nordafrika på baggrund af aflytninger af topfolk fra terrornetværket al-Qaeda. Det vides dog ikke, om at situationen i Lahore har noget med det at gøre.
Der var ikke nogen diplomatiske missioner, som blev lukket i Pakistan i forbindelse med søndages sikkerhedslukninger.
Mange topfigurer fra al-Qaeda menes at bo i Pakistan, og byen Lahore er hjem for ekstremister, der har sympati for al-Qaeda, skriver CNN.
/ritzau/