Systematisk svindel med hestekød ser ikke ud til at være udbredt i supermarkederne i Danmark. Til gengæld er der fundet svinekød i flere oksekødsprodukter, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det viser den screening, som fødevareministeren iværksatte i forlængelse af hestekødsskandalen.
- Forbrugerne skal kunne stole på det, der står på pakkerne. Hvad enten det er hest, svin eller noget helt tredje. Derfor er jeg forarget over, at Fødevarestyrelsen kunne finde svinekød i flere oksekødsprodukter, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S).
Fødevarestyrelsen har taget 70 stikprøver i tilfældigt udvalgte virksomheder, mens der er taget 29 prøver i forbindelse med en mistanke rettet mod et slagteri i Jylland.
Ud af de 70 stikprøver af oksekødsprodukter indeholdt tre spor af hestekød, mens 11 prøver indeholdt svin. I 7 af disse prøver var indholdet af svinekød på over en procent, hvilket kunne tyde på, at der er tale om bevidst sammenblanding.
- Branchen bliver nødt til at stramme gevaldigt op på forholdene, og jeg vil nu indkalde dem til et møde. Samtidig sætter Fødevarestyrelsen en større kontrolkampagne i gang målrettet svindel med oksekød, siger Mette Gjerskov.
I de 29 prøver, der blev taget i forbindelse med en konkret hestekødsmistanke mod et slagteri i Jylland, blev der fundet hestekød i 17 af prøverne.
Derudover blev der fundet svinekød i 10 af mistankeprøverne, og i otte af prøverne var indholdet af svinekød på over en procent.
/ritzau/