Danish Crown har i dag meddelt massefyring af 140 slagterimedarbejdere.
Det drejer sig om et helt nattehold på Danish Crowns slagteri i Ringsted, der er blevet nedlagt. Tillidsrepræsentant Jan Bruno Christensen er frustreret over situationen.
- Jeg er rigtig ærgerlig over det her. Det har ramt alt for mange medarbejdere, siger han til Avisen.dk.
Han står samtidig en smule uforstående over for massefyringen. Udmeldingen har været, at der blev lovet flere grise til slagteriet, og sidste sommer blev der derfor oprettet et ekstra skiftehold. Tilførslen af grise til danske slagterier viste sig dog ikke at være så stor som forventet.
- Vi har hele tiden fået at vide, at Ringsted skulle tage udsvingene, og når der så er udsving er det, fordi de skal lukke, siger Jan Bruno Christensen.
Ifølge Jan Bruno Christensen påvirker det medarbejderne, når der er så stor en fyringsrunde. Deres arbejdsliv er usikkert.
- Medarbejderne er chokerede og meget kede af det. For nogle af dem er det tredje gang, de skal ud i denne kamp, siger Jan Bruno Christensen.
Det er tredje gang, Danish Crown lukker et skiftehold i Ringsted, har produktionschef hos Danish Crown Pork Per Clausen fortalt til Ritzau.
Jan Bruno Christensen fortæller, at proceduren lige nu bliver at holde forhandlingsmøder, der skal beslutte, hvordan de afskedigede medarbejdere bliver hjulpet bedst videre, enten gennem opkvalificering eller andre job. Derfor ved medarbejderne endnu ikke, hvad fremtiden byder på.
Ikke nok arbejde
I en pressemeddelelse skriver Danish Crown, at cirka 70 af de afskedigede medarbejdere vil blive tilbudt en stilling som ferieafløser. Denne udmelding har Jan Bruno Christensen ikke mange kommentarer til.
- Ingen har endnu meldt ud, om de er interesserede i at tage imod tilbuddet om at blive ferieafløser, siger han.
I pressemeddelelsen skriver Danish Crown samtidig, at det er en paradoksal situation, fordi tilførslen af grise er steget, men ikke så meget som forventet. Derfor har det igennem en længere periode været svært at sikre fuld tid til mange af slagterimedarbejderne på Danish Crowns slagterifabrikker i Danmark.
De afskedigede medarbejdere er ansat indtil 1. juni.
- Det er med stor beklagelse, vi har truffet beslutningen, men den er desværre nødvendig. Jeg er ked af, at vi må sige farvel til dygtige medarbejdere, som med stor entusiasme har kløet på, siden vi i sommer oprettede det ekstra hold om natten. De har gjort det fantastisk godt, og det samme har de kolleger, der har hjulpet med at lære deres nye kolleger op, siger Danish Crown Porks produktionsdirektør Per Laursen ifølge pressemeddelelsen.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.