Apple præsenterer onsdag med al sandsynlighed den nye udgave af selskabets storsælgende iPhone, og den vil ikke alene øge selskabets salg, men også påvirke den økonomiske vækst i USA. Det mener investeringsbanken J.P. Morgan.
Banken baserer sin udregning på, at der vil blive solgt otte millioner nye iPhones til en stykpris på 600 dollar i fjerde kvartal i år. Og det vil kunne aflæses på den økonomiske vækst i kvartalet, mener J.P. Morgans cheføkonom, Michael Feroli.
Med omkring 200 dollar trukket fra prisen for Apples køb af indmad til telefonen i udlandet, kan den amerikanske regering kalkulere med et bidrag på 400 dollar per solgt telefon i fjerde kvartal.
- Salget af iPhone 5 kan booste væksten i bruttonationalproduktet med 3,2 milliarder dollar i fjerde kvartal - eller 12,8 milliarder dollar omregnet til et helt år, skriver Feroli i et notat til bankens kunder.
Banken kalkulerer med en vækst i USA's økonomi på 2,0 procent i fjerde kvartal. Lanceringen af den nye iPhone mindsker risikoen for, at vækstprognosen er for optimistisk, siger cheføkonomen.
Han bemærker, at da den seneste iPhone blev sendt ud i butikkerne i oktober 2011, var salget langt højere, end analytikerne havde forudset.
/ritzau/Reuters