Endnu en finhval er efter alt at dømme at finde i indre danske farvande
En stor hval er nemlig i dag blevet spottet af en erfaren sømand i Storstrømmen mellem Sjælland og Falster, oplyser Thyge Jensen fra Hvaler.dk over for Newspaq.
Og der er ingen tvivl om, at der er tale om en rigtig stor hval, siger Thyge Jensen efter at have lyttet til sejlerens beskrivelse.
"Mit gæt på nuværende tidspunkt er, at det er en finhval ligesom den, vi havde i Vejlefjord for en månedstid siden," siger han.
Thyge Jensen håber, at andre, der ser hvalen, vil give en melding til Hvaler.dk, så hvalernes bevægelser nær Danmark kan blive fulgt.
"Finhvalen er næstefter blåhvalen den næstlængste hval, der findes. Den kan komme helt op på 80 ton, hvilket er rekorden. Så det er virkelig store dyr vi har med at gøre," slutter hvalentusiasten.