Naser Khader bliver gruppeformand for Ny Alliances folketingsgruppe. Det blev fastlagt, da medlemmerne af det nye folketingsparti fordelte rollerne i mellem sig for de næste fire år på Christiansborg.
Udover at blive gruppeformand, skal Naser Khader også tage sig af udenrigspolitiske og værdimæssige spørgsmål. Det skriver jp.dk.
Malou Aamund bliver ny gruppesekretær og skal også tage sig af ordførerskaberne inden for uddannelse, erhverv og forskning.
De to andre medstiftere af partiet, Ander Samuelsen og Gitte Seeberg, sætter sig også på nogle af de tunge poster.
Ny Alliances regnemaskine bliver Anders Samuelsen, der skal tage sig af skat, finans og økonomi. Gitte Seeberg tager sig af miljø og energi, der ser ud til at få meget fokus i næste valgperiode. Gitte Seeberg bliver også forsvarsordfører.
Den tidligere generalsekretær for Røde Kors, Jørgen Poulsen, bliver integrations- og socialordfører. Det er bemærkelsesværdigt, fordi Jørgen Poulsen i starten af valgkampen foreslog, at afviste asylansøgere bør have perrmanent opholdstilladelse i Danmark.