Allerede i begyndelsen af november 2019 fortalte journalisten Ditte Okman om en svirrende romance mellem Caroline Fleming og Carsten Friis, der står bag skomærket Billi Bi. Det gjorde hun i podcasten ”Det, vi taler om”. Dengang ville Caroline Fleming dog ikke ligefrem tale om forholdet.
Nu ser tiden dog ud til at være blevet moden for Caroline Fleming og Carsten Friis til for alvor at kalde sig kærester. På flere forskellige opslag på Carolines instagram-profil viser hun den nye mand i sit liv frem med ordene: "Og pludselig handlede alle kærlighedssange om dig".
Billederne er taget i forbindelse med en ferie til Thailand. Parret rejste afsted mellem jul og nytår sammen med Carolines tre børn, Alexander, Josephine og Nicholas på det, der ligner en hyggelig familieferie.
Den succesfulde skodesigner, som Caroline er faldet for, har ikke tidligere turneret meget rundt i medierne.
På Billi Bi’s officielle hjemmeside kan man dog blive en anelse klogere på Carolines nye kærlighed. Her forlyder det, at han begyndte i det familieejede firma Fransi i 1989. Firmaet var ejet af hans farmor og farfar, men i dag er det hans far Carl og ham selv, der styrer løjerne ikke mindst efter, Carsten selv fandt på at lancere mærket Billi Bi, der med tiden er blevet firmaets bedste brand.
På hjemmesiden fortælles det også, at han er far til fire sønner, som man regner med, vil gå ind i familievirksomheden og føre forretningen videre.