Får du en sms fra "Gavekortet", hvor du kan blive en af de få udvalgte vindere af et gavekort til en værdi af 5.000 kroner, så klik ikke på linket. Slet i stedet sms'en.
Sms'en er falsk og blev blandt andet i stor stil sendt ud først på aftenen søndag.
Denne gang er det butikskæden Matas, som misbruges af data-kriminelle, der ikke deler gavekort ud, men som forsøger at fiske dine private data ud af din mobil eller pc.
Screendump: Maja Bergman
På sin Facebook-profil skriver Matas følgende:
"PAS PÅ!
Vi er blevet opmærksomme på at falske SMS og mails er i omløb. Disse lokker med at man vinder et gavekort på mange tusind kroner til Matas, HVIS man udfylder et skema med sine oplysninger.
DISSE ER FALSKE og vi opfordrer til ikke at give nogen informationer. Vi har ikke noget med disse at gøre. De ser fx ud som på billedet.
ØV!
Vi håber I får en spam-fri weekend."
Til BT siger informationschef i Matas, Henrik Engberg Johannsen, at kæden gør, hvad den kan for at stoppe de falske beskeder:
- Det er jo desværre ikke første gang, at nogen misbruger en virksomheds gode navn. Vi gør hvad vi kan, for at stoppe det og finde frem til dem, der står bag.
Forsøget på at lokke oplysninger ud af folks elektroniske enheder kaldes phishing, og der går i øjeblikket ikke mange dage mellem historier om forsøg på data-tyveri. Senest var det e-Boks, der blev brugt som mading i falske emails.